Besøg haverne

Besøg haverne på Nyvang

Kom og oplev de skønne haver. Tag på havevandring i en hyggelig verden mellem himmel og jord. Haverne ligger i landlige omgivelser med heste på græsmarkerne rundt omkring. Tag familien og madkurven med. Vi bor Nyvangsvej 10, St. Magleby, 2791 Dragør. Haven er åben 1. maj-30. september onsdage kl. 12.00-18.00 og fredag-lørdage kl. 12.00-15.00. Entré: 40,- kr.Vores have består af mange bede. De har bløde former og bugter sig om hinanden. Tilsammen danner de slyngede stier. Nogle af bedene kan man gå igennem, så man kommer helt tæt på planterne. Der er mange fokuspunkter undervejs, som man kan få lyst til at kigge nærmere på og se, hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Bedene omslutter nogle små, hyggelige haverum. Rummene har hver deres tema og er bygget op i forskellige farver og materialer. Der er f.eks dufthaven, måneskinshaven og Bedstemorhaven. Der er mange gode siddepladser, så man kan stoppe op og nyde, det billede, man ser. Uanset hvor man vender sig hen, er der et nyt billede. Rammen om billederne er dufte og lyde fra rislende vand, høns og kanariefugle, der synger.

Vi begyndte at anlægge haven i 1998. Da var der bar mark og vi startede med at plante et læbælte mod nord og lave græsplæne i det hele. Så har vi – i løbet af 20 år – taget et område ud af gangen og anlagt bede og haverum. F.eks. er søen fra 2010, granithaven fra ’13 og birkeengen fra 2018. Haven er nu omkring 6.200m2 og omgivet af græsmarker og hestefolde.

Kort over haven

Turen gennem haven:

Indgangen til haverne går gennem urtehaven, der med sine bugtede højbede, drivhus og bær, urter og grønt voksende ind imellem hinanden, lige så meget er til fryd for øjet som for ganen.

Under rosenportaler kommer man til Bedstemorhaven, der er anlagt med grusstier, stenbed, roser og syrenlysthus, som passer til husets alder fra 1920erne. Derfra går man videre af hortensia-stien ud i den store have, hvor man kan gå op på tagterrassen og se haven oppefra. Her kan man se, at der går en udsigtskile diagonalt ned gennem haven. Den er markeret med tre portaler og en kirsebær-allé. På begge sider af kilen bugter bede og haverum sig og indbyder til, at man går rundt og kigger nærmere; følger de mange små stier rundt om bedene og igennem dem; og bruger de mange siddepladser til at stoppe op og nyde indtrykkene.

Sten- og surbundsbede bugter sig mellem hinanden i området ved terrassen. En buegang med blåregn omslutter de tre små haver: en gårdhave med rislende vandsten, en romersk have med figurer og grønne planter og en skyggesti, hvor man går på en forsænket sti mellem frodige skyggeplanter. En buegang fører til den lille the-pavillon ved søen. Af trædesten kommer man til den japan-danske have, hvor en stenbro går over den rislende bæk. Trædesten går over søen, hvor man via en lille ø og en træbro kommer på land igen.

Når man så krydser ”den grønne kile” møder man rosenbede og et regnvandsbed, der ligger ud for hønsehuset, hvor der også er syngende kanariefugle i volieren. Havens hjerte – bygget op af græs med påskeliljer – ligger også her. Igennem pile-portalen kan man følge trædestenene og gå i granithaven, hvor en bænk omkranser er rønnetræ. Her er petanquebane og kæmpeskak og en snoet granitsti med blåregn, som munder ud i en træbro. Her kan man igen krydse kilen og gå igennem græsbedet, hvor man kan komme op i et udkigstårn og kigge ned over søen.

Ad måneskinsstien kommer man til en lysning med en skyggefuld siddeplads og derefter til de fire haver, som alle er bygget op omkring hver deres cirkel: Måneskinshaven med farver i hvid og lime og en lille skjult siddeplads. Drømmehaven i blå-grønne, rolige farver med løvtag af spidsløn. Dasehaven i antracit- og terracotta-farver samt dufthaven, hvor lavendel-farven dominerer, og der er skjulesteder til fugle og smådyr.

Når man igen krydser kilen, går man forbi de store staudebede, som er delt ind i farver: Rød/hvid, gul/orange og blå/lyserød/hvid. En bakke, der er formet som en hestesko, har plads til tilskuere til ringriderbanen. Frugthaven med bærbuske og frugttræer omslutter picnic-haven, hvor der også er bålplads.

Når man går igennem kirsebær-alléen og runder det store staudebed, kommer man til det victorianske væksthus, som bruges til hygge og afslapning. Foran væksthuset er plænen anlagt som festplads, der kan rumme kroketspil eller festtelt. Så kommer man til blåbærbedene og skovområdet, hvor man går på stier af barkflis. Her ligger også stendiget og hassellunden. Her møder man det andet udkigstårn og kommer til stubhaven og birkeengen, hvor græsstier fører til et risgærde og en pilemark, der slutter haven af før hestefoldene.