Blomsterdagbog 2019: Dejlige dagliljer og herlige hortensier
Som haveejer er man tilbøjelig til at slynge om sig med superlativer. Men her er det da virkelig på sin plads 😉 for dagliljer er dejlige og hortensier er herlige. Det er to plantegrupper, der er meget talrige og som jeg holder rigtig meget af, fordi de er så nemme og virkelig kan fylde noget i en have.
Dagliljer, Hemerocalis, er taknemmelige stauder, som trives i almindelig havejord og lukker effektivt for ukrudt. De kan gro alle steder, dog ikke i dyb skygge eller på sandjord, der trods alt vil blive for tør. Hver blomst holder kun 1 dag, men de afløses hele tiden af nye, så det bemærker man ikke. Tidligt om foråret dukker de saftigt, lysegrønne blade op i tuer, der snart dækker bunden godt. Der findes mere end 50.000 registrerede sorter af dagliljer og de fleste bliver 60-80 cm høje. Det er sunde planter, som ikke angribes af de røde liljebiller, som andre liljer gør.
Hortensia, Hydrangea, er en løvfældende busk med over 100 sorter, der trives godt i humusrig, fugtig jord – gerne surbund – med gode læforhold. De største hortensier kan blive op mod 2 meter.
Arterne inddeles i flere forskellige grupper efter deres vækstmåde: F.eks. Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, Havehortensia (Syrenhortensia), Hydrangea paniculata, Klatrehortensia, Hydrangea anomala ssp. petiolaris, Træagtig hortensia, Hydrangea arborescens, Rubladet hortensia, Hydrangea aspera, Egebladet hortensia og Hydrangea serrata.
Vækstmåden har også lidt med beskæringsmåden at gøre, da nogle hortensier blomstrer på årets skud og andre på forrige års skud. Men den helt enkle oversigt over beskæringen er: Hvis man har behov for at beskære sine hortensier, gøres dette i april, når risikoen for nattefrost er ovre. Visne grene fjernes og visne blomsterhoveder klippes tilbage til næste kraftige skud. Det er specielt vigtigt for almindelig hortensia, at der ikke klippes længere ned, da det så vil gå udover årets blomstring. Buskene kan forynges ved at fjerne de ældste grene ved basis.
Vi har plantet en lang række hortensia plantet på østsiden af huset. De er plantet i tørv/hestemøg og så er tagrenden fjernet, så de får så meget vand som muligt. De er nu over 2 meter høje.