Blomsterdagbog 2019: Fantastiske farver

Blomsterdagbog 2019: Fantastiske farver

25. marts 2019 Slået fra Af Lisbeth Lindgreen Petersen

Weekenden har budt på dejligt vejr og masser af roderi i haven. Bunkerne af afklip bliver større og større og det er bare skøøønt at få snuden og hænderne ned i mulden igen. Selvom det er tidligt at beskære nogle af planterne, bliver jeg grebet af stemningen, for jeg kan næsten ikke tro, at der kan komme hård frost nu. Og skal det nu endelig for en gang skyld lykkes mig, at nå hele forårsrunden (estimeret til 120 arbejdstimer) inden påske? På min vej rundt med beskærersaksen og kameraet møder jeg endnu flere blomster, der er sprunget ud: I stendiget er det den hvide kalkkarse. Den hænger ud over stenene på vest-siden af diget. Her danner den tætte puder, som også er grå-grønne om vinteren. Den er nøjsom og tåler let udtørring, så den egner sig godt til stenbede og -diger. I skovområdet er de skønne juleroser sprunget ud; de har aldrig blomstret så talrigt før. Jeg kender ikke navnet på sorten, men den ligner en sort, der hedder ‘Red Lady’ – i hvert fald er dens mørke bordeaux farve meget smuk. I måneskinshaven er den hvide lungeurt sprunget ud. Den smukke lungeurt med de hvidplettede blade (‘Sissinghurst White’), der også er grønne om vinteren, danner et tæt bunddække i Måneskinshaven, foran hortensierne, der giver lungeurten den halskygge, som den trives bedst i. Flere steder i haven er også påskeliljerne kommet i blomst. De lyser op alle vegne med deres store gule blomster. Det er dejlige farver op mod den klare blå forårshimmel. De blomstrer blandt andet på havens hjerte, som er en lille græsbeklædt bakke – formet som et hjerte.

Havens hjerte er fyldt med påskeliljer. Bladene får lov til at visne, når de er afblomstret; så hjertet er temmelig “langhåret” indtil Skt. Hans, hvor det så bliver klippet til.