Blomsterdagbog 2019: Jeg vil slå et slag for pileurt

Jeg talte en dag med en haveven, der fortalte, at hun var gået lidt ”bersærk” i haven og var begyndt at flå alle de pileurt, som hun havde, op, fordi de jo var invasive. Men, nej, nej, rolig, rolig: Pileurt er ikke bare pileurt, og lad mig da lige slå et slag for pileurt, der er en dejlig staude i havens bede.

Kæmpe-pileurt, Fallopia schalinensis og Japan-pileurt, Fallopia japonica, er de invasive pileurt-arter, der kan blive 3-4 meter høje, og som man absolut skal gøre alt for at udrydde. De er meget aggressive, når de får fat.

Men der er andre arter af pileurt, som man trygt kan dyrke i haven, og som tilmed er rigtig dejlige stauder og gode bunddækkere. Det er f.eks.: Tæppepileurt, Bistorta affine, Kertepileurt, Bistorta amplexicaulis, og Slangeurt, Bistorta officinalis. (De kan også ses under det latinske navn Persicaria).

 Kertepileurt (vistnok sorten ’Dark Red’ her på billederne) blomstrer i sensommeren og hele efteråret. De trives fint i almindelig havejord i sol/halvskygge. Vi har den stående i det vi kalder ”græs-bedet”, der udover pileurten og forskellige græsser også er beplantet med andre af sensommerens stauder, f.eks. Skt.Hans-urt og Purpur-solhat, Echinacea ’Magnus’.

Purpursolhat bliver mellem 0,5-1 meter høj og den stammer fra den nordamerikanske prærie og kan lide det varmt og solrigt i næringsrig – gerne leret – jord, der dog ikke må tørre helt ud. Bier og sommerfugle elsker Echinacea. Hvis man klipper de visne blomsterstande af, kan man forlænge plantens blomstringstid.

I Granithaven og i Dufthaven har vi plantet Echinacea purpurea ’White Swan’, men det er ikke alle, der er blevet lige ”white”; ’Magnus’ er kommet på besøg. Så de røde har blandet sig med de hvide, men jeg nænner ikke at hive dem op.

Hjortetaktræ, Rhus typhina, er et lille løvfældende træ med uregelmæssig vækst. Det bliver 4-6 meter højt og vokser gerne i sol i almindelig havejord. Det blomstrer med disse særlige ”blomster” og om efteråret får det nogle flotte høstfarver. Træet laver rodskud, som dog kan rykkes op; men det egner sig godt til at stå solitært i en græsplæne, hvor man kan tage rodskuddene med plæneklipperen.

Den lille græs med de sjove stjerneformede frøstande, Morgenstjernestar, Carex grayi, bliver ca. 50 cm høj og trives i sol/halvskygge i normal jord. Vores Star vokser i grusbedet, hvor den nok står lige lovlig tørt, da den oprindelig stammer fra de nordamerikanske sumpe. Den har klaret det fint hidtil, men efter de sidste to meget tørre somre, overvejer jeg at flytte den til et lidt mere fugtigt sted.

I grusbedet har vi også Palmelilje, Yucca filamentosa, stående – og den trives fint her i fuld sol og i gruset/sandet jord. Den ser eksotisk ud, men klarer vinteren fint her i veldrænet jord uden vinterdækning.

Også Tidselkugle, Echinops ritro, trives her i gruset, stenet og gerne kalkrig jord. Den er bierne også glade for.

I staudebedet blomstrer Høstfloks, Phlox paniculata, en rigtig bedstemorstaude. Denne er da også et arvestykke, så sorten kender jeg ikke. Der findes høstfloks i mange dejlige, klare farver i hvide, orangerøde og lilla farver. De trives i sol/halvskygge i almindelig havejord og bliver mellem 60 og 100 cm høje. Mange af dem dufter og de er velegnet til snitblomst.

 Solbrud, Helenium, blomstrer også nu. Det er en kraftig staude på 80-120 cm (enkelte sorter bliver lidt mindre). Den vil gerne stå solrigt, men ikke alt for tørt, så begynder den at hænge med bladene. Men hvis man kommer i tide med vandslangen, så retter den sig fint igen. Jeg kender ikke sortsnavnet på denne, men den bliver nok lidt højere end de 120 cm. Den egner sig godt sammen med høje græsser i f.eks. et præriebed.