Blomsterdagbog 2019: Regndans

Blomsterdagbog 2019: Regndans

21. maj 2019 Slået fra Af Lisbeth Lindgreen Petersen

Jeg dansede regndans forleden……Til alle St. Bededags konfirmander og brudepar vil jeg gerne sige undskyld……: Det var dårlig timing, meeeeen hvor har det frisket op på havens planter.  Vi fik 9 mm her i St. Magleby St. Bededag, og selvom vi stadig var i underskud, så reagerede planterne med taknemlighed. I nat har vi så fået yderligere 10 mm, og det er en fuldstændig fantastisk frodighed, som man møder her til morgen. Planterne stritter og strutter nu.

Vi har lige knap 200 m tjørnehæk. Det meste af den var plantet, inden vi flyttede ind. Da vi skulle øge med flere meter hæk, overvejede vi at hive den gamle hæk op og plante en mere cykel- og trillebørshjul-venlig hæk; men hækken blev skånet, og der blev plantet flere tjørn. Og det glæder jeg mig over lige i disse uger, hvor den simpelthen er så smuk med sine lækre lysegrønne skud og duftende hvide blomster. Den blomstrer om kap med alle de mange hvidtjørn i det danske landskab, som bare er helt på toppen nu.

Flere af de dejlige storkenæb blomstrer nu. Vi bruger dem som bunddække i mange af bedene og som ”fodposer” rundt om flere af træerne i plænen. Den skønne Storkenæb ’Max Frei’ vokser i en fin tæt tue, og der dukker af og til nogle op i andre bede end der, hvor deres ”mor” blev sat, men ofte får de lov til at blive stående på grund af den fine vækstform og lange blomstringstid. I skyggebedene får Storkenæb ’Samobor’ med de mørklilla blade og blomster lov til at brede sig. I gårdhaven breder Storkenæb ’Ingwersens Variety ’ sig med sit bløde, uldne og meget velduftende løv. I blomsterengen har den Himalaya Storkenæb ‘Johnsons Blue’ med de store blå blomster rigtig godt fat.

Vi har 10-12 forskellige storkenæb rundt om i haven, og det er en plante, som jeg varmt kan anbefale. Storkenæb er nogle af dejligste og nemmeste stauder, man kan have i haven – og der findes flere hundrede arter af planten til alle formål: nogen små fine, som egner sig godt til at blive hævet lidt op i et stenbed, så man bedre kan nyde dem (f.eks. Geranium cinereum ‘Ballarina’), nogen, som kan lide at stå i de skyggefulde skovbede og nogen, som vil have det solrigt og dækker bunden godt i staudebedet. En storkenæb-hybrid, som hedder ‘Rozanne’ er blevet kåret til århundredets bedste plante på Chelsea Flower Show.

I azalea-bedet har den fine Magnolie ’Elizabeth’ fået godt fat, og den blomstrer med flere blomster end nogensinde før. Den er lidt senere i blomstringen end den almindelige magnolie, og  i år var det heldigt for den, for de tidligere magnolier fik blomsterne svedet lidt af frosten.

Blodrød storkenæb, Geranium sanguineum ’Max Frei’, får små rød-lilla blomster i maj-august måned. Den vokser rigtig godt i god næringsrig og veldrænet havejord, men den tåler også mere tørre voksesteder. Den har en tæt tueformet vækst og bliver 20 cm høj. Den trives i sol/halvskygge. Blodrød storkenæb findes også i hvide og rosa sorter.

Bølgekroget storkenæb, Geranium phaeum ‘Samobor’, er en flot storkenæb med mørklilla blomster og mørke aftegninger på bladene. Blomsten kan blomstre på sin stængel helt op til ½ m over løvet. Den blomstrer i juni-juli måned og kan trives i både sol og skygge.

Storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum ’Ingwersens Variety’, får små sartrosa blomster i juni-juli. Stauden er en fantastisk bunddækker og trives i både sol og skygge. Den har uldent, duftende løv, der er vintergrønt og den bliver 30-50 cm høj. Storrodet storkenæb findes også i hvide og mørkt rosa sorter.

Himalaya Storkenæb , Geranium himalayense ‘Johnsons Blue’, har store, lappede blade. Blomsterne er blå og ret store, helt op til 5 cm. Den blomstrer i juni-september, er kraftigtvoksende og danner en stor tue, der bliver 50-100 cm høj og 40-60 cm bred. Den visner helt ned om vinteren, men det er en meget tæt plante, så den er alligevel fantastisk god som bunddække i sol/halvskygge.

Hvidtjørn, Crataegus monogyna, er et lille træ/stor busk, som kan blive mellem 8-10 meter høj, og 2-3 meter bred, hvis den ikke beskæres. Men den er meget velegnet som hæk og den er robust, vindfør og hårdfør. Den får hvide blomster i overflod i maj-juni, dog bliver mængden af blomster mindre, hvis den klippes som hæk. Den trives i almindelig havejord i sol /halvskygge.

Magnolia, Magnolia Brooklynensis ‘Elizabeth’ er en flot Magnolia, som får store duftende cremegule blomster i april/maj. Den trives bedst i sol/halvskygge i let sur, veldrænet og fugtighedsbevarende spagnum blandet havejord. Den kan blive 2-4 m høj og ca. 1,5 m bred.