Blomsterdagbog 2019: Som perler på rad….
Nu kommer de alle sammen – som perler på rad – med deres fineste blomster. Jeg har – ufrivilligt – været væk fra min have i 7 dage. Og det er rigtig lang tid at være væk på denne årstid. Det virker som om, de alle har sagt : “Nu gi’r vi den maks. gas og overrasker hende, når hun kommer tilbage!” Det stritter og strutter og vokser og skyder. Bang – bang. Se blot: her kommer en kavalkade af blomster på rad:
Rødtjørnen, Crataegus laevigata, blomstrer umiddelbart efter hvidtjørnen. Den første her, blev bestilt og købt som sorten ‘Paul Scarlet’, men da den blomstrede første gang, syntes jeg ikke rigtig, at den havde farven – og så måtte jeg købe en mere:
– og der var den. Så nu har vi heldigvis to af dette smukke lille træ, der højst bliver 6-7 meter og ikke har så forfærdelig mange torne.
Det er også iris-tid nu. Jeg var lige ved at sige til vands, til lands og i luften…hhmmm… men i hvert fald: Iris fås jo både som sumpplante og til det mere tørre bed. Der findes mange forskellige irisarter og -sorter. Den første på skansen (den “i luften”) er den lille våriris, som kan lide at stå veldrænet i f.eks. et højt stenbed. Den adskiller sig fra de fleste andre iris-arter ved at vokse fra et løg. Den er afblomstret nu. Så er der de fugttålende iris, f.eks. Gul iris, Iris pseudacorus, som også vokser vildt i Danmark i fugtige områder. Den kræver fugtig eller våd jord og kan gro på lavt vand. Sibirisk iris, Iris sibirica, bliver knap en meter høj. I naturen trives den på fugtige områder, men i haven kan den klare sig i almindelig havejord, når den ikke er alt for tør. Sibirisk iris skal plantes med rhizomet cirka 2,5 cm under jorden, da planten ellers nemt tørrer ud. Den trives bedst med at vokse på samme sted i mange år. Mange iris-arter vokser fra en tyk, vandret, krybende rodstok, et rhizom. De almindelige brogede haveiris, Iris germanica, er meget tørkekrævende planter og skal plantes solrigt. De tåler slet ikke stående fugt, da rhizomet nemt rådner. Rhizomet plantes så cirka en tredjedel ligger over jordoverfladen, så det kan blive bagt af solen. Haveiris kaldes også skægiris på grund af det lille fipskæg ved kronbladet.