Blomsterdagbog 2019: Stop stop

Mange af de stauder, buske og træer, som har blomstret i årets første måneder, har holdt sig godt og længe takket være de kølige nætter og forholdsvis kolde dage, som vi har haft. Men nu går det da helt amok: 17-18 grader loves der her i påsken og vi er da godt på vej på denne skærtorsdag, hvor det har været næsten vindstille (3 m/s) og 17 grader. Men stop, stop: det må ikke gå for stærkt: Vi vil have lov til at nyde de frodige, lysegrønne forårsmåneder og deres mange blomster. Med et tørkeindeks på over 6 (svarende til en juni-måneds tørkeindeks) mod normalt under 2 for april, så hænger der faretruende bange anelser over mig. Jeg orker bare ikke en sommer mere af samme slags som 2018: Kærmindesøster, Bronzeblad, Rhododendron, Bregner e.t.c. e.t.c. e.t.c. hang med bladene. Jeg kunne kun yde livreddende førstehjælp med vandslangen, men det bliver bare ikke rigtigt fint og frodigt, som når der kommer naturlig nedbør fra oven. Jeg krydser fingre for lidt regn, men kan samtidig glæde mig over alle de blomster, der er begyndt at titte frem de sidste par dage:

Mange af tulipanerne blomstrer nu. Vi har de fleste stående i rosenbedene, hvor de er godt beskyttet, omkranset af de lave buksbomhække. Jeg kender ikke sortsnavnene på dem; der findes et hav af sorter og vi har fået dem hist og pist fra; men det er nogle af de standhaftige, som kommer igen år efter år.

Den almindelige magnolia, som vi har stående i det ene surbundsbed, er også sprunget ud. Desværre har de yderste kronblade taget skade og er blevet brune af de meget kolde nætter, som vi lige har haft. Men synet af de store, smukke blomster på de lidt ”kluntede” grene mod den blå himmel er nu alligevel dejligt.

Kærmindesøsteren, en af mine absolut yndlings-stauder, er sprunget ud. Vi har den mange steder i haven. Jeg elsker specielt at have den i de skyggefulde partier, hvor den giver en lækker frodighed sammen med bregner og bronzeblad. Den dækker bunden så fint og breder sig villigt og de dejlige blå blomster står som lette skyer over det frodige løv.

Kæmpestenbræk er en anden staude, som jeg bruger rigtig meget på grund af dens robusthed og evne til at dække bunden og holde selv det sejeste ukrudt væk. Den blomstrer nu på sine kraftige røde stilke. Men hele efteråret og vinteren har den også stor prydværdig med sine store kraftige blade. Jeg kender ikke sortsnavnet på denne; der findes flere forskellige – også en med hvide blomster.

I det gul/orange staudebed er Forårsvortemælk den første til at springe ud. Den har fine lime-farvede blomster, som også gør sig godt i et bed med cremefarvede og lilla blomster.

Tulipaner er løgvækster, som kan have mange forskellige blomsterformer og mange forskellige farver og farvekombinationer. Tulipaner tåler både fuld sol, halvskygge og skygge, men trives optimalt i halvskygge i en veldrænet jord. Hvis jorden er leret og tung, blandes sand eller kompost i. Høje tulipaner placeres et sted med læ, så stilkene ikke knækker i blæsten. Tulipaner vil helst ikke stå for fugtigt, og skal derfor kun vandes i meget tørre perioder. Tulipanløg sættes bedst om efteråret, hvor jorden stadig er lun, men tilpas fugtig. Plant løget i en dybde tre gange dets størrelse. Jo længere nede i jorden, løgene er, jo længere tid skal de bruge på at komme frem, så hvis man placerer tulipanløgene i forskellig dybde, vil de ikke blomstre samtidig. Nogle tulipaner er meget nøjsomme og kommer igen år efter år. Andre tulipaner er mere sarte og kræver næring i det tidlige forår.

Almindelig Magnolie, Magnolia x soulangeana, er en løvfældende, træagtig busk på op til 6-7m. Meget lysåben. Den blomstrer med store klokkeformede blomster før løvspring i april-maj. Blomsterne minder i form om store tulipaner, derfor kalder mange fejlagtigt magnolia for tulipantræ. Tulipantræ er dog et helt andet træ (Liriodendron tulipifera). Magnolia trives bedst i surbundsjord, solrigt og beskyttet, da blomsterne kan tage skade af sen nattefrost.

Kærmindesøster, Brunnera macrophylla, er en mellemhøj staude på 30-40cm, som blomstrer i april-maj med et hav af små blå blomster. Den trives både i sol og skygge i god næringsrig havejord, hvor den trives allerbedst, hvis der er humusrigt og let fugtigt. Hvis den har det godt, frøsår den sig villigt og er derfor meget velegnet til større bunddækkende flader. Den egner sig godt både i staudebede og skovbundsbeplantninger. Kærmindesøster er en rigtblomstrende og robust haveplante, som klarer sig mange år på samme voksested. Der findes en brogetbladet sort af Kærmindesøster.

Kæmpestenbræk, Bergenia cordifolia, er en 30-40cm høj staude med stedsegrønne blade, der kan vokse både i sol, halvskygge og skygge. Den får rosa klokkeformede blomster på en kraftig stilk i april-maj. Rodstokken er kraftig og krybende og den kan bruges som bunddække til større arealer. Almindelig Kæmpestenbræk er oprindelig fra Østasien og det er en staude, som ikke stiller store krav til vækstforholdene. Den tåler både tør og fugtig veldrænet jord og kan trives i surbundsjord.

Forårsvortemælk, Euphorbia polychroma, bliver 30-50 cm høj og 20-30 cm bred. Den er velegnet i sol / halvskygge og får flotte lime-gule blomster i maj- juni. Der findes mange arter af Euphorbia – også arter, som regnes som ukrudt. Men Forårsvortemælk er en smuk staude i staudebedet eller stenbedet. Den trives bedst på en almindelig, let havejord . Forårsvortemælk er fin over en lang periode: om foråret gul af blomsternes højblade, om sommeren frisk grøn og om efteråret med en let rødlig høstfarve på bladene.