Blomsterdagbog 2019: Tid til nogle små blå

18. marts: Det er de små blå, som er kommet på banen de sidste par dage. En af de allermest blå var en dejlig overraskelse: I hassellunden lagde jeg for omkring 15 år siden flere hundrede knolde af den blå anemone, men inden vi drænede området, var det plaget af meget vand om vinteren og anemonerne blev færre og færre. Men på min runde i dag kiggede flere af de små fine blomster frem og viste, at der stadig er nogen, som holder stand. Skøøønt. I stendiget, ved siden af hassellunden,  er Blåpuden også begyndt at blomstre. Det er ikke den mest blå, vi har her i diget, men en sort, som har en dejlig, lysende lilla farve. Min Bedste og Bedstefar havde i gamle dage det smukkeste stengærde omkring deres lille hus. I stengærdet stod blandt andet disse blåpuder, som min Far tog stiklinger af. Så sortens navn kender vi ikke, men den klare lilla farve ligner meget sorten ‘Drayton’. I gården – i det sydvendte bed – var det den bunddækkende Vinca, der viste sine første blå blomster frem i dag.

Blå anemone, Hepatica nobilis blomstrer i marts-april. Den er vildtvoksende flere steder i Danmark: mest på Lolland-Falster, Møn, Sydsjælland og Bornholm. Den er næsten udryddet i skove nær de større byer, fordi den bliver gravet op og “neglet” hjem til haver (men den kan altså sagtens købes på planteskoler). Den anses af nogen for at være Danmarks nationalblomst – måske p.g.a. Kaj Munks digt ‘Den blå anemone’. Selv om anemonen i naturen vokser på fed, kalkrig jord, kan den godt trives på andre jorde, blot den er muldrig og at man sikrer sig, at den ikke står i fuld sol hele dagen; en placering under buske eller træer er god. Dens frø transporteres rundt af myrer, så den kan godt dukke op flere steder i haven, men den er ikke aggressiv og ukrudtsagtig.

Liden singrøn, Vinca minor, bliver ca. 20 cm høj og er stedsegrøn. De blomstrende skud er mere oprette, mens ikke-blomstrende skud lægger sig hen ad jorden og med tiden dækker effektivt. Bladene er 2–3 cm lange og skinnende mørkegrønne hele året. Fra sidst i april blomstrer Vinca med smukke blå blomster. Den blomstrer længe og kan have enkelte blomster hen til september. Den er hårdfør og nøjsom og kan vokse i halvskygge og sol, hvor den dog bliver pænest, hvis den ikke står alt for tørt. Den breder sig med nedliggende overjordiske udløbere, der slår rod. Udløberne kan være op til godt en meter lange. Den kan på få år danne et meget tæt og næsten uigennemtrængeligt bunddække. Vinca er derfor bedst egnet på steder, hvor der ikke skal vokse så meget andet end store træer og veletablerede buske. Vinca kan også dyrkes som enkelt plante eller i grupper, hvis man hvert år i starten af marts sørger for at fjerne alle udløbere fra året før, inden de slår rod og breder sig ud over naboplanterne.

Blåpude, Aubretia-hybrid, findes i mange sorter i alle farvenuancer fra hvid til mørk lilla. Den blomstrer fra maj-juni og vokser som tætte puder, der bliver 15–20 cm høje. Den trives i fuld sol og kraftig jord, som er veldrænet, f.eks. på en mur eller i et stengærde. Blåpuder er en vigtig nektarplante for bier, humlebier og sommerfugle. Hvis man klipper dem lidt tilbage efter blomstringen, bliver planten mere tæt, da der så vil skyde friske blade frem. Man skal ikke klippe senere på sæsonen, eller i det tidlige forår, for så fjerner man blomsterknopperne.