En uventet høst

En uventet høst

10. maj 2019 Slået fra Af Lisbeth Lindgreen Petersen

Sidste år dyrkede jeg gulerødder i nogle store krukker, og da jeg nu skulle gøre forårsklar i urtehaven og skifte jord i de forskellige krukker, opdagede jeg, at der var fuld gang i de gulerødder, som var blev efterladt i efteråret. De er fine og smager også fint, så jeg måtte straks lave et gulerodsbrød (og så deler vi nok også nogle med hestene). Små fede asparges titter også frem, og selvom de endnu ikke er så store, kunne jeg ikke nære mig i dag, for at tyvstarte fråseriet. Der skal kun laves dinner-for-one i dag, så der er nok nok. Rabarberne gror selvfølgelig bare deruda’, så en lille rabarberkage bliver det også til.

Det er hele tre ting fra køkkenhaven i dag i starten af maj – fantastisk.

2 stk. Gulerodsbrød

Gulerodsbrød med lilla gulerødder – man kan godt bruge almindelige gulerødder, hvis man synes, det her er for skrapt

1 pk. gær

½ l vand

1 pilsner (33 cl)

800 g hvedemel

300 g grahamsmel

½ tsk. salt

2 spsk. chiafrø

2 spsk. olivenolie

2 spsk. honning

1 æg (vi har dværghøns, så jeg bruger 2 stk.)

300 g revet gulerod

Øl og vand lunes til 38-39°. Gæren opløses i. Chiafrø lægges i blød i honning og olie. Mel, grahamsmel, salt og revne gulerødder blandes og hældes i gær-opløsningen. Æg og chiafrø-blandingen tilsættes, og det hele røres godt. Hvis man rører grundigt i røremaskine, kan man spare lidt hævetid, så nogen gange rører jeg dejen i ca. 10 min. i røremaskine og hælder det derefter direkte i formene, som så hæver et par timer. Andre gange rører jeg det bare sammen med en grydeske, lader det stå en timestid ved stuetemperatur og sætter det derefter i køleskabet i formene natten over, og lader det så stå ved stuetemperatur en times tid, før det kommer i ovnen. Bages ca. 40 min ved 200°.

 

Asparges-dinner-for-one

Rist nogle pinjekerner på panden og rist derefter lidt bacon. Kog et par æg smilende.

Rør en dressing sammen af

2 spsk. god olivenolie

1 spsk. smeltet smør

1 tsk. Dijon-sennep

1 tsk. hvidvinseddike

evt. friskkværnet peber

Damp asparges i et par minutter i letsaltet vand. Lad dem dryppe af og anret dem på en tallerken med dressingen, æg, bacon, en god smuldret feta og pinjekernerne.

 

Rabarberkage

400 g rabarber

1 dl sukker

1 spsk. non-oxal

1 spsk. vaniljesukker

2 spsk. honning

 

200 g smør

2 dl sukker

4 æggeblommer + 1 helt æg

200 g mel

2 tsk. bagepulver

2 spsk. chiafrø

Fintrevet skal af 1 øko-citron

 

4 æggehvider

200 flormelis

200 g finthakkede hasselnødder

 

Rabarber skæres i små tern og lægges i en plasticpose med 1 dl sukker. Her trækker det i nogle timer. Blødt smør røres godt sammen med 2 dl sukker. Herefter tilsættes ægggeblommer og helæg lidt efter lidt. Mel, bagepulver, chiafrø og citronskal blandes godt sammen og vendes i. Væden hældes fra rabarberne, der røres godt sammen i en skål med non-oxal, vaniljesukker og honning. Dejen hældes i en smurt bradepande og rabarerne fordeles ovenpå. Bages i en forvarmet ovn i ca. 25 minutter ved 180°. Æggehviderne piskes stive og vendes med flormelis og de finthakkede hasselnødder. Marengsmassen smøres på kagen, der bages yderligere 20 minutter.