Hanen var gal på den

I hønsegården går der en lidt broget forsamling. Ingen får normalt kappet knoppen – heller ikke, hvis man ikke længere lægger æg. I alleryderste nødstilfælde bliver der gjort kort proces, hvis man ikke er søde ved hinanden. I den ene afdeling går der nu 2,2 Welsumere – altså 2 haner med 2 høner, som for længst er holdt op med at lægge æg. Men de er stille og fredelige, og de hygger sig med hinanden. I den anden afdeling er der lidt mere liv og glade dage med flere generationer ‘a 5 haner og 11 høner af blandet herkomst, primært Dværg-Kochin, men iblandet en anelse Wyandotter, Mille de fleur og Chabos. Nogle af hanerne er vokset op i samme kuld; de er alle klækket direkte i hønsegården, og har derfor altid haft deres mor til at passe på dem, så de er gledet ind i flokken uden sværdslag, og derfor kan flere haner godt gå sammen uden de store hanekampe. Forleden blev den lille hønsefamilie lidt for begejstrede for at sprætte rundt i de ny-udmugede hestebokse i stalden: Jeg jagede dem ud, med det resultat, at den ene hane smuttede østpå, mens de andre drog retur mod hønsegården. Østpå betyder over på genboens mark og buskads. Og på trods af, at jeg flere gange i løbet af eftermiddagen var ude med en bred rive i hver hånd for at vise vejen, så nægtede han at vende næbbet hjemad. Sidst på dagen var jeg ude med riven igen og det lykkedes, at få ham over på egen banehalvdel, men den smuttede resolut ind i laden, hvor der er lager og maskiner, og hvor det var fuldstændig umuligt at lokalisere bæstet. Jeg lukkede for natten for, at ræven ikke skulle finde den, før jeg. Hele torsdagen var der totalt stille derinde, og hanen var egentlig afskrevet, for den havde jo hverken få vådt eller tørt. Men så fredag morgen flintrede den rundt derovre og lavede et mægtigt postyr. Endelig lykkedes det mig at fange kalorius og få den tilbage i hønsegården. Dog med bange anelser: Høns husker ikke sååååå godt, så efter 36 timer var ham her jo en fremmed. Det gik fint nok med at mødes med de fleste, men én af de gamle venner blev knotten. Da jeg havde reddet den “fremmede” ud fra kroge og buske flere gange i løbet af dagen, måtte der mere kontante metoder i brug: Slagsbroren røg i den slemme papkasse, som blev placeret midt i hønsegården til næste dag. Se-så: Det hjalp! Magtbalancen var genoprettet, og nu er der atter fred og ro i hønseriet.