Jubiii
2 mm regn i forgårs og 7 mm i går. Nu mangler vi ”kun” 91 mm!!! Trods rekordvåd marts, så har vi ligget og svinget på et tørkeindeks på mellem 8 og 10 de sidste par måneder. Altså et underskud i de øverste jordlag på næsten 10 cm vand. Og da den forgangne uge så også har budt på kraftigt blæst med vindstød op til 18 m/s, så var haven virkelig kommet til at se trist ud. Træerne smider visne blade og umodne frugter; stauder og buske krøller der deres blade sammen og efterlader plads til noget irriterende ukrudt, der trodser alt og bare gror derudaf. Men i går begyndte det med vandmængderne endelig at ligne noget. Vinden løjede lidt af, og man bliver overrasket over, hvor hurtigt og taknemmeligt planterne reagerer på at få nogle dråber vand på sig i stedet for den stikkende sol. Jeg gik og nød regnen – blev lidt våd – med en vandslange. Fordi der er langt op til de 91 mm, vi mangler, og fordi man ikke heeeelt stoler på, at der nu virkelig kommer noget, der ”batter”. Så rhododendron, højbede og andre værdigt trængende fik lige lidt ekstra, så jeg forhåbentlig kan få ro på vandfronten i nogle dage.
Også jubi, fordi vi nu har høstet og slynget vores egen honning for første gang. Dronningen i det ene bistade var forsvundet, så den familie blev ”lukket ned”, og vi har derfor kun fået honning-høst fra et stade. Men hvilken høst! Og det smager bare så godt.