Jule-hygge
Projekt: Sikke et regnvejr det har været her hos os i dag! Så må man finde på sysler indendørs, og dagens projekt blev en jule-by på spisebordet. Jeg var i haven for at finde mos og lærkekogler samt en rest af et Kalmar-bræt.
Brættet er ca. 120cm langt og har fået nogle tykke filtpuder under. Et lille spejl er lagt som sø og nogle klatter ler, belagt med mos, er fordelt for at lave bakker. Det blev rigtig hyggeligt at se på, og jeg tænker, at hvis mosset får lidt vand med en forstøver en gang imellem, så kan pynten måske holde sig frisk til juleaften-bordet.
Materialer:
Kraftige filt-dupper, Kalmar-bræt, 1,5 kg ler, Masser af mos, Lærkekogler, Lille spejl, Lyshuse, Grantræer, Små gyldne fyrfadsstager og/eller bloklysholdere på spyd, Fyrfadslys og Bloklys
De tidligere år har julebyen været anlagt på et stort spejl, så der rigtig blev bling-bling og genskær, men i år kører vi mere “natur-stilen”.