Kanarisk forår

I volieren fløjtes, pippes og synges der på livet løs. Det kan høres over hele haven og vores kanariefugle fløjter nærmest om kap med havens vilde fugle. Det giver haveoplevelsen endnu en dejlig dimension at høre den ivrige fuglefløjten. De 25 kanariefugle i volieren er blevet til en del flere i løbet af de sidste par uger.

Et kuld på 2 er for længst fløjet fra reden og i går kom der 4 hoppende ud fra en rede, som sidder så højt oppe, at jeg kun har kunnet høre aktivitet – ikke se. Det er ikke så tit, at jeg har set 4 flyvefærdige, lige store unger fra samme rede, der ”springer” ud samtidig. Det er nemlig en barsk verden: hvis der er én som er mindre/yngre end de andre, er det ofte, at den ikke klarer skærene, fordi moderen helst fodrer på de store og stærke. Men denne mor har, som den eneste i år, valgt at bygge reden indendørs og været i stand til at opfostre fire, som også har valgt at blive ret længe i deres rede, før de tumlede ud i verden. Til gengæld var der et enebarn ude i volieren, som var alt for lille, men alligevel var hoppet ud af reden flere gange. Jeg har forsigtigt sat den op på plads igen, men her til morgen lå den desværre og var død – dens mor havde forladt den – det er en barsk verden…. Til gengæld, er den rede, som blev opbygget af hestehår i løbet af nogle få timer for en måneds tid siden, beboet af trillinger, som nærmest ikke har rokket sig ud af flækken, mens de er vokset til. Reden er placeret i en meters højde på stolpen til den dør, som jeg går ind og ud af hver dag – men det har tilsyneladende ikke generet moderen. I går fløj den første fra reden og i dag er de to andre fulgt efter. Når de flyver rundt i volieren, kan man kende dem fra de voksne på deres kortere halefjer og de små dun oven på hovedet; men der går ikke mange dage, før de er “voksne”. Forældrene fortsætter med at fodre dem i 3-4 uger, og så klarer de sig selv.