Mulle mums

Som anlægsgartner-elev kom jeg engang ud til en lille villa-have, hvor der midt på plænen stod et ældgammelt morbærtræ. Træet havde – efter en storm – delt sig, så den største sidegren havde lagt sig ned på plænen og flækket træet inde ved hovedstammen. Jeg kendte ikke til morbær-træer dengang, men opgaven lød på at rejse den kæmpestore, tykke gren igen og surre den fast på sin plads ved hovedstammen med en bolt og kraftige gummistropper. Det var i august-måned, så der var de lækreste bær på træet, og da vi havde udført opgaven, stod der atter et smukt, gammelt træ med en meget harmonisk form midt i haven. Da forstod jeg, hvorfor træets ejere havde valgt at forsøge denne løsning for træet og jeg besluttede, at jeg en dag måtte eje sådan et træ.

For et par år siden – ca. 18 år senere – købte jeg derfor dette lille træ, og allerede andet år fik jeg to bær, som jeg straks selv spiste. Jeg fandt dog ud af, at de skal være helt sorte førend de er spiseklar; men mums, hvor er de så bare saftige og lækre.

Det er sort morbær, Morus nigra, vi har (der findes også Hvid Morbær). Et langsomtvoksende træ, der kræver god plads, da roden vokser meget bredt. Det kan trives i forholdsvis tør jord. Som ungt træ, kan det have brug for lidt beskyttelse overfor hård frost. Bærrene på træet modnes over en lang periode, så både i juli og august kan man gå og nyde dem – helst direkte fra træet, da de er meget saftige og ikke egner sig putte i en skål og gemme til senere (derfor er det heller ikke et bær, som man ser hos grønthandleren). Hvis man er nødt til at beskære træet skal det gøres i september – ikke om foråret, da det så vil bløde i lighed med f.eks. birk og valnød.

Sidst år købte jeg endnu et Morbær-træ. Jeg havde set, at der var udviklet en ny sort, som var mindre sart overfor kulde, og som hed ’Mulle’. Det synes jeg bare var så sjovt (Mulle bruger vi i flæng her om dyr og familie-medlemmer, som lige er ekstra søde). Så sådan en måtte jeg have. Den har ikke båret bær endnu.

Morbærtræer kan blive meget gamle. Der står et sort morbærtræ på østgavlen af Proviantgården i København. Det blev plantet under Christian 4. i begyndelsen af 1600-tallet, og det er sandsynligvis det ældste nulevende morbærtræ i Danmark. Træet blev særlig kendt, fordi kongens datter, Leonora Christina, fik blade fra det, da hun dyrkede silkelarver under sit fangenskab i Blåtårn. Træet var dengang et af mange i København, da kongen forsøgte at indføre silkeavl i større stil. Silke er fibre udvundet af kokoner fra forskellige sommerfuglearter; de såkaldte spindere. Morbærspinderen (den vigtigste af silkespinderne) lever ikke vildt og larven lever udelukkende af morbærblade og -kviste. Morbærblade er meget rige på fedt og andre næringstoffer og indeholder mindre vand end andre blade.

Hvis man ønsker sig et særligt træ, så vil jeg give morbærtræet min bedste anbefaling med på vejen.