Nyt haveår er skudt i gang

Nyt haveår er skudt i gang

8. januar 2019 Slået fra Af Lisbeth Lindgreen Petersen

Det var et helt fantastisk vejr, årets første weekend bød på, her i St. Magleby. Det smukkeste solskinsvejr lørdag og let frost natten til søndag, som også holdt sig til den lyse side det meste af dagen (meget bedre end varslet i vejrudsigten).

Solopgang – starten på en flot weekend

Når solen endelig skinner og holder dagen lys, så man kan se, hvad man laver, så er der mange gøremål, som presser sig på. Jeg stod i det sædvanlige dilemma, for weekenden er jo slet ikke lang nok til at nå det hele: Gøre rent efter, at det sidste julepynt er væk; tage nogle dejlige ture med hestene eller gå i haven….??? – Jeg ved jo godt, hvad der er sjovest…

Det, der ikke er så sjovt blev tildelt max. 2 timer og derefter blev resten af de lyse timer fordelt mellem heste og have. Dejlig weekend. Normalt ligner jeg en klat træt, gammel æblegrød i marts og april, hvor jeg skal nå at klargøre den 6.000m2 store have, inden den åbner for gæster i maj. Så sådan en lys weekend, hvor jeg kan tyvstarte, er en kæmpe gave.

Uden for vores køkkenvindue – mod nord-øst – har vi et dejligt hosta-bed med flere forskellige sorter, suppleret med Brunnera macrophylla og Rodgersia samt en masse påskeliljer, vintergækker og bregner, som stod her, da vi flyttede ind. Bedet er fantastisk forår og sommer, men da vi kigger ud på det, fra vinduet, hver dag, kunne jeg godt tænke mig, at der sker noget lidt tidligere på året også. I supermarkedet fandt jeg et godt tilbud på juleroser, Helleborus niger, lige før jul; så det er selvfølgelig blevet det, der skal suppleres med.

Vintergækkerne er allerede begyndt at titte frem, så det er oplagt at få overstået tramperiet i bedet allerede nu, inden de kommer for godt i gang. Dagens opgave blev at stikke en ny kant, så bedet blev større og at rive visne blade og stængler sammen med en plastrive; at køre et tyndt lag staldmøg, der har ligget og komposteret et halvt års tid, på og at plante de skønne juleroser.
Mægtigt – så er et nyt haveår skudt i gang.

Den lille primula holder på sin ret til at blomstre – selv i starten af januar